Landsbyens historie

Den 4. september 1974 stiftedes Viskinge Be­boerforening med det formål, at borgerne kun­ne samles i en forening med interesser fælles for alle. Der er sket mangt og meget siden foreningens opstart, det største var vel nok, da vi fik vort eget borgerhus, hvorfra alle foreningens aktiviteter udgår. Den økonomiske udvikling, vi i lighed med tu­sinde af andre landsbyer har gennemlevet, har undergravet og i høj grad ophævet arbejdsfælles­skabet. Vi arbejder ikke længere indenfor sog­net i det omfang, som vi gjorde for bare 25 år siden. Landbruget har mekaniseret og rationali­seret i en sådan grad, at der er meget få ar­bejdspladser tilbage. En række håndværksvirksom­heder og butikker er nedlagt. Hver gang der ned­lægges en virksomhed eller en butik, bliver by­en lidt fattigere. Vore muligheder for at mødes og få en snak eller blot en hilsen, bliver min­dre hver gang.

Viskinge hører til den række af landsbyer, hvis navn ender på inge (oprindeligt et sted eller et hjem) og som i Nordvestsjælland er repræsenteret med ikke mindre end 24, hvoraf de 9 er kirkebyer. De hører til vore ældste byer og kan således skrive sig tilbage til den ældste jernalder, ja måske til bronzealderen omkring 400 år før Kristi fødsel.

Helt tilbage i stenalderen har der boet mennesker, hvor det gamle Viskinge Sogn ligger – selvom sognet i den grad ikke er beriget med oldtidsminder, som nabosognene er. Den mangel kan skyldes at høje kan være sløjfede. Vi ved at dette er tilfældet for 5 langdysser, 2 stendysser og 3 jættestuer på Rugtved Mark, der blev udgravet i 1885 af den kendte arkæolog cand. teol. L. Zink.

Under rivning af tørvemuld i 1946 fandt tørvefabrikant A. Madsen, Værslev en åben guldring, hvis vægt var 71 gram og guldholdigheden 756. Ringen er glat i siderne, mod mid­ten bliver den tykkere og deler sig i 5 dobbelt snoede tråde.

Med sine 73 meter over havet er Højbjerg i den sydlige del af sognet det højeste punkt, så falder terrænet jævnt mod nordvest. Fra Viskinge kirke, der ligger 17 meter over havet, falder terrænet stadig mod nordvest, for at slutte med et par me­ter over havet ved Bregninge å.  Vi ved, at vandstanden i middelalderen har stået adskillige me­ter højere end i dag, og ingen den gang havde tænkt på Saltbækvig projektet. Disse faktorer har bevirket, at man i middelalderen har kunnet sejle helt ind til Viskinge Kirke, ja helt til Aunsø og det vil sige, at Saltbækvig har sluttet ved Viskinge og Aunsø. Nu har vi måske hele landsbyens navn, Vig fra det geografiske og Inge fra jernalder begyndelsen. Der er også andre tolkninger, det er muligt at nav­nets første stavelse, Visk en halmvisk på en sta­ge, der markerer vadested. Ad flere omskrivninger er stavemåden blevet til Viskinge.  I 1231 stave­de man navnet Wiskyngy, 1370 Viskingæ, 1798 Viskin­ge, det har også bl.a. været stavet Viskende og Vedskinde.

 Vikingetiden har i Viskinge som i det øvrige Nord­vestsjælland ikke sat sig dybere spor, men der er i dag ingen tvivl om, at kvinderne i Viskinge også har sendt deres mænd og sønner over havet til frem­mede lande, hvad lokaliteten Smakkerup tydelig for­tæller. Byer hvis navn ender på -torp, -rup el­ler -strup, er udflytterbyer fra vikingetiden. Smakke er et skib, så Smakkerup er altså en havneby.

Mod vikingetidens slutning bliver kristendom­men indført i Danmark, folk slutter sig sammen og bygger i fællesskab en kirke, som de søger, eller som de dengang sagde “som de sogne”, heraf betegnelsen sognet. Da Viskinge har været den største landsby i det område, hvor de ville bygge deres kirke, er valget netop faldet på den by. Der er kørt kampesten og andet byggemateriale til og i fællesskab, under en indkaldt bygmesters ledelse, har de bygget deres kirke, ja måske end­da på samme plads som deres forfædre har haft deres hedenske Vi og tilbedt deres guder. Det ville være for farligt at skifte både tro og sted for sin gudedyrkelse samtidig.